Når det gælder gasdetektering, har pellistorer været den primære teknologi til detektering af brændbare gasser siden 60'erne. Under de fleste omstændigheder og med korrekt vedligeholdelse er pellistorer et pålideligt og omkostningseffektivt middel til overvågning af brændbare niveauer af brandfarlige gasser. Der er dog omstændigheder, hvor denne teknologi måske ikke er det bedste valg, og hvor man i stedet bør overveje infrarød (IR) teknologi.

Under visse omstændigheder kan IR-teknologi have en række fordele i forhold til pellistorer.

• IR-teknologi giver fejlsikker testning. Funktionsmåden betyder, at hvis den infrarøde stråle svigter, vil det blive registreret som en fejl. I normal pellistordrift er manglende output normalt en indikation af, at der ikke er nogen gas til stede, men det kan også være resultatet af en fejl.
• Pellistorer er modtagelige for forgiftning eller hæmning; en særlig bekymring i miljøer, hvor forbindelser, der indeholder silicium, bly, svovl og fosfater, selv i lave niveauer. IR-instrumenter interagerer ikke selv med gassen. Det er kun IR-strålen, der interagerer med gasmolekylerne, så IR-teknologien er immun over for forgiftning eller hæmning.
• I høje koncentrationer af brandfarlig gas kan pellistorsensorer brænde ud. Ligesom med forgiftning eller hæmning vil dette kun blive opdaget ved testning. Igen påvirkes IR-sensorer ikke under disse forhold.
• Lave iltniveauer betyder, at pellistorsensorer ikke virker. Det kan være tilfældet i nyligt rensede tanke, men også i lukkede rum generelt, hvor pellistorer kan være ineffektive. IR-teknologi er effektiv i områder, hvor iltniveauet kan være reduceret eller fraværende.

En virksomhed oplevede en pellistorforgiftning, da de udskiftede en vinduesrude i det rum, hvor de opbevarede gasdetekteringsudstyr. Der blev brugt silikonebaseret fugemasse af en standardtype, og resultatet var, at alle deres pellistorsensorer ikke bestod den efterfølgende test. Heldigvis testede denne virksomhed rutinemæssigt alle sine sensorer, ellers ville denne hændelse være velkendt og berygtet. Som det var nu, blev problemet opdaget, og ingen kom til skade.

Det er klart, at hvis man bruger pellistor-detektorer i miljøer, hvor der kan forekomme giftstoffer eller inhibitorer, er regelmæssig og hyppig testning den eneste måde at sikre, at ydeevnen ikke forringes, medmindre man vælger en anden teknologi.

Men man kan heller ikke gå ud fra, at IR-teknologi altid er det bedste valg. Der er omstændigheder, hvor pellistorer er at foretrække frem for IR-teknologi.

• Fordi brint ikke absorberer infrarødt lys, kan IR-detektion ikke registrere det. Brint er meget brandfarligt, og pellistorer er et bedre valg, hvis det er en potentiel fare i det lokale arbejdsmiljø. Der findes andre teknologier til at måle brint specifikt, herunder elektrokemiske sensorer.
• IR-teknologien påvirkes kraftigt af store trykændringer, så man undgår normalt at bruge den i processer med store tryksvingninger og overvejer i stedet pellistorbaseret detektion, forudsat at der ikke er risiko for forgiftning osv.
• Pellistor-teknologi er betydeligt billigere end IR-teknologi. I mange arbejdsmiljøer er der lille eller ingen risiko for pellistorforgiftning osv. Her kan rutinemæssig, daglig bump-test og sensorudskiftning efter behov være en fornuftig ledelsesstrategi. Men for at sammenligne omkostningerne korrekt skal løbende test og vedligeholdelse medtages i beregningen.

Når du skal vurdere, hvilken sensorteknologi du skal bruge til din gasovervågning. Der er mange faktorer, der skal overvejes. Risici, der skal vurderes, omfatter (men er måske ikke begrænset til) pellistorforgiftning, hæmning eller udbrændthed, miljøer med lavt iltindhold, behov for at detektere brint og ejerskabsomkostninger i hele levetiden. Stederne kan have forskellige miljøer, der kræver forskellige sensorteknologier eller en kombination af både pellistor og IR-sensor i én enhed.

Hvis du vil mere, skal du holde øje med et Crowcon Whitepaper, der snart kommer, som gennemgår dette emne mere detaljeret.