Fremkomsten af digitale teknologier og kommunikationsteknologier betyder, at der kan formidles meget mere information til et kontrolsystem med den ekstra fordel, at der er reduceret kabelomkostninger. Så jeg tænkte, at det kunne være nyttigt at give et overblik over de forskellige tilgængelige teknologier.

Gassikkerhed er meget vigtig. Eksplosive farer fra kulbrintegasser og dampe, giftige gasser som hydrogensulfid og miljøer med forarmet ilt kan udgøre en betydelig risiko for arbejdstagerne.

Gasdetektorhoveder er ofte forbundet til et centraliseret kontrolsystem, der viser de aktuelle gasniveauer og udløser alarmer. Detektorer skal fornemme gas i koncentrationer, der er lave nok til at reagere længe før situationen bliver farlig. Mens gasdetektorer er placeret i områder, der vurderes at være i fare for ophobning af gas, bør kontrolsystemet monteres, hvor det kan overvåges i relativ sikkerhed.

Detectors have traditionally been connected to the control system via cables using ‘point-to-point’ cabling, where each detector connects to a separate input on the control system with an individual cable. These systems use analogue signals, which can only communicate a limited amount of information from the detector; typically gas value (4-20mA), fault (<3mA), and gas reading over-scale (>21.5mA).

HART-kommunikationsprotokollen (www.hartcomm.org) supplerer konventionelle 4-20mA-systemer ved at lægge yderligere diagnostiske oplysninger på 4-20MA-signalet. Disse data kan bruges til at diagnosticere fejl, administrere systemkalibrering og vedligeholdelse ved hjælp af en HART-aktiveret enhed.

Mens detektorens sikkerhedsfunktion stadig udføres af det analoge 4-20mA-signal og konventionelle controller, giver HART-dataene adgang til ekstra oplysninger, herunder enhedstemperatur, serienummer, kalibrering, sidste kalibrerede dato, fejlstatus, forsyningsspænding, signalstrøm osv.

Modbus er en adressebaseret protokol, der kommunikerer med hver gasdetektor ved hjælp af en unik adresse. Oplysninger, såsom gasniveau, alarm- og fejlstatus, gemmes i registre i detektoren, og 'Modbus Master'-kontrolsystemet adresserer rutinemæssigt individuelle detektornoder for at hente data – en fuld guide til Modbus kan downloades fra www. modbus.org/docs/PI_MBUS_300.pdf.

Ligesom HART-kommunikationsprotokollen kan Modbus bruges sammen med det analoge signal til at give yderligere detektoroplysninger, eller det kan bruges som det primære kommunikationsmiddel med et kontrolsystem, såsom et PLC -system (Programmerbar logikcontroller) eller SCADA-system (Supervisory Control and Data Acquisition).

En anden veletableret protokol er Foundation Fieldbus, som giver mulighed for at bruge alternative kabler grænseflader. Data kan overføres via konventionelle kobber- eller fiberoptiske kabler eller via I.S.-grænseflader (IntrinsicLy Safe) – flere kan findes på www.fieldbus.org.

Alle disse teknologier gør det muligt at installere detektorer i en adresserbar kabelkonfiguration i stedet for den konventionelle punkt-til-punkt-topologi. Dette gør det muligt at reducere omkostningerne til kabelinstallation betydeligt ved at tilslutte flere detektorer til et enkelt kabel, hvor kablet sløjfer fra den ene detektor til den næste.

Trådløs kommunikation er et attraktivt tilbud, hvor det er upraktisk at køre yderligere kabler til nye eller ekstra detektorer. Detektorer kan forsynes lokalt (via kabler, batterier eller solpaneler) og overføre gasniveauerne og statusoplysningerne til et kontrolsystem via et radiosignal. Selvom forskellige trådløse produkter er tilgængelige, er der endnu ikke etableret en global 'standard' for den anvendte protokol og frekvens, så egnetheden afhænger af lokale regler.

For nye installationer kan kommunikationsteknologier som Foundation Fieldbus være en god samlet løsning til forbedring af traditionelle analoge systemer. Men hver har sine fordele og ulemper, og er ikke en egnet mulighed for hvert projekt. Som altid er vurderingen af den enkelte sikkerhedssag den afgørende faktor.