For at gas kan antændes, skal der være en antændelseskilde, typisk en gnist (eller flamme eller varm overflade), brændstof og ilt.

For at antændelse kan finde sted, skal koncentrationen af gas eller damp i luften være på et sådant niveau, at "brændstoffet" og ilten kan reagere kemisk, og at energien fra et molekyle, der brænder, er tilstrækkelig til at antænde reaktionen i det næste molekyle og så videre. Eksplosionens styrke afhænger af "brændstoffet" og dets koncentration i atmosfæren. Forholdet mellem brændstof/luft/antændelse er illustreret i "brandtrekanten".

Begrebet »brandtetrahed« er blevet indført for nylig for at illustrere risikoen for, at brande opretholdes på grund af kemisk reaktion.

Ved de fleste brandtyper fungerer den oprindelige brandtriangelmodel godt - hvis man fjerner et element i trekanten (brændstof, ilt eller antændelseskilde), forhindrer man, at der opstår brand. Hvis molekylerne er for langt fra hinanden, betyder det imidlertid, at de reagerende brændsels- og iltmolekyler ikke overfører nok energi til de tilstødende molekyler til at antænde deres reaktion.

I nogle situationer, f.eks. når branden involverer brændende metaller som lithium eller magnesium, kan det at bruge vand til at slukke branden resultere i, at den bliver varmere eller endda eksploderer. Det skyldes, at sådanne metaller kan reagere med vand i en eksotermisk reaktion og producere brændbar brintgas, der tilsættes til brændstoffet, som derefter brænder.

Ikke alle koncentrationer af brændbar gas eller damp i luft vil brænde eller eksplodere. Den nedre eksplosionsgrænse (LEL) er den laveste koncentration af "brændstof" i luft, som vil brænde, og for de fleste brændbare gasser er den under 5 % af volumenet, og mange ligger på 1 % af volumenet. Ved lavere koncentrationer er brændstofmolekylerne for spredte til at opretholde en flammefront. Der er stor risiko for eksplosion, selv når relativt små koncentrationer af gas eller damp slipper ud i atmosfæren, hvis forholdene tillader, at brændstofkoncentrationen stiger til et højt niveau på et hvilket som helst sted. Dette sker, hvis brændstoffet er meget tungt eller let i forhold til den omgivende luft, eller det kan ske i nærheden af lækagen, hvis luften er stille.

LEL-niveauer er defineret i følgende standarder: ISO10156 og IEC60079. Den "oprindelige" ISO-standard angiver LEL-værdier, der opnås, når gassen er i statisk tilstand. LEL-værdierne i EN- og IEC-standarderne blev opnået med en omrørt gasblanding; dette resulterede i nogle tilfælde i lavere LEL-værdier (dvs. at nogle gasmolekyler er så længe om at brænde, at de i gennemsnit er tættere på nabomolekylerne, når de omrøres, og dermed er i stand til at overføre tilstrækkelig energi til at opretholde en flammefront).